Hyr en fup ansat, og lad dine medarbejdere få deres livs latter
Fra første dag den fup ansatte, X, sætter sine ben i din virksomhed, er der garanti for morskab. Dine medarbejdere vil undre sig, trække på smilebåndet, krølle tæer i skoene og forarges over X’s forfærdelige opførsel.
Og morskaben starter ikke først til firmafesten eller julefrokosten, nej, allerede i dagene forinden er X på banen. Der vil blive hvisken i krogene, og nogle vil måske nægte at samarbejde med den mærkelige person.
Ansættelsen
Dine medarbejdere får indtryk af, at der er tale om en ny ansættelse
X ankommer til din virksomhed til en jobsamtale og præsenteres for de øvrige ansatte. På den måde får dine medarbejdere indtryk af, at der er tale om en ny ansættelse. Jobsamtalen forløber næsten normalt, selvom der er visse tegn på, at X har rotter på loftet. Det kan være, hun fortæller detaljer om sin sygdom eller kommer med detaljerede uddrag af sin livshistorie. Alt sammen med en selvhøjtidelig mine.
Rundvisning, præsentation og sygemelding indtil dagen før firmafesten
X bliver vist rundt i virksomheden og præsenteres som den flex-jobansatte, der har en sjælden sygdom. Allerede nu begynder pinlighederne at falde over hinanden, så dine medarbejdere må græmmes. Da X skal begynde på jobbet næste dag, melder hun sig syg, fordi hendes hamster er død, hun græder højlydt i telefonen – det fortsætter indtil dagen før festen. Til festen dukker X op lidt for sent, og entreen går ikke stille for sig!
Festen
X gør sig synligt bemærket til firmafesten ved sin påklædning, opførsel og kræsenhed
X’s påklædning er helt hen i vejret – vovet eller meget grim. X kan ikke lide maden og hiver rugbrød og makrel i tomat op af tasken og fortæller sidemanden og dem overfor, at hun er ret kræsen. Senere synes X, at bh’en strammer, og tager den af ved at trække den ud gennem det ene ærme. Sådan fortsætter pinlighederne. Der bliver helt sikkert rav i den.
Latter og forargelse topper ved afsløringen af X
X’s opførsel vil vække latter og forargelse til festen og vil give dine ansatte noget at snakke om. Det bliver med garanti ikke kedeligt. Til slut afsløres den fup ansatte af chefen. Latter og forargelse topper ved denne afsløring, og der kan nu grines åbenlyst – et sjovt og helt igennem anderledes indslag til firmafesten.
Den fup ansatte er en figur, der skal opleves!
Showets varighed
Aftales med kunstner